Vedtægter for Folkekirken Vesterbro | Folkekirken Vesterbro
Hjem

Vi re-designer vores hjemmeside!

Vores design er ved at blive opdateret for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside. Hjemmesiden vil være klar igen:

Hvis du har brug for at kontakte os kan du gøre det her:

Vedtægter for Vesterbro Sogn - folkekirken på Vesterbro

Godkendt af menighedsrådet 25. oktober 2016

 

Vesterbro Sogn styres som beskrevet i denne vedtægt, idet Kirkeministeriet iht. menighedsrfidslovens (LBK 771 af 31/5 2010 24/6 2013) § 43 stk. 6 har tilladt en række fravigelser fra den kirkelige lovgivning.


Formål

§ 1

Vesterbro Sogn - folkekirken på Vesterbro vil være åbne fællesskaber, som i ord og handling møder alle på Vesterbro med fortællinger om Jesus, som mennesker kan spejle livet i. Vesterbro Sogn - folkekirken på Vesterbro virker for, at en bredere kreds skal opleve kristendom som relevant ved at blive bedre til at formidle, hvad kristendom er, og tilbyde kirkelige aktiviteter, som er attraktive og giver mening for flere.


Menighedsrådet

§ 2

Menighedsrådet er sognets øverste organ og har som sådan det overordnede ansvar for styring og udvikling af sognets kirkelige og administrative arbejde. Menighedsrådet fastlægger målsætninger og rammer for sognets arbejde, godkender udviklingsplan, gudstjenesteplan, budget og regnskab.

Stk. 2

Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.

Stk. 3

Menighedsrådets ansvar for de kirkelige liv udøves i samvirke med sognets præster.

§ 3

Menighedsrådet består af 21 valgte medlemmer valgt efter lov om valg til menighedsråd og de i pastoratet tjenestemandsansatte sognepræster samt de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i pastoratet har en varighed af et år eller mere. Fødte medlemmer, der har orlov, er i orlovsperioden fritaget for hvervet som medlem af menighedsrådet.

Stk. 2

En repræsentant for hver af de fire hovedgrupper blandt kirkefunktionærer (kirketjenere, kirkemusikere, kordegne og projektmedarbejdere) ansat i sognet har ret til uden stemmeret at deltage i menighedsrådets møder.

§4

Menighedsrådet konstituerer sig med valg af formand og næstformand. Valget ledes af det medlem, der har indkaldt mødet.

Stk. 2

Er der ved valg af formand kun en kandidat, er vedkommende valgt. Er der flere kandidater foretages afstemning. Ved afstemning har alene valgte medlemmer stemmeret. Der skal stemmes på en kandidat. Hvis en af kandidaterne opnår over halvdelen af stemmerne er vedkommende valgt. Er det ikke tilfældet, foretages ny afstemning, hvor den kandidat, der ved første afstemning fik færrest stemmer udgår. Dette gentages indtil en kandidat har opnået over halvdelen af de afgivne stemmer. 

Stk. 3 

Valg af næstformand følger samme procedure som for formand. 

Stk. 4 

Valgene gælder for et år. Menighedsrådet kan dog med mindst halvdelen af samtlige stemmer beslutte, at der skal foretages nyvalg. 

§ 5

Menighedsrådet træder sammen mindst fire gange årligt. Møderne indkaldes af formanden. En femtedel af medlemmerne, tre præster eller forretningsudvalget kan pålægge formanden at indkalde til møde. Formanden er tillige ansvarlig for at forberede og lede møderne. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal, med mindre andet er bestemt i lovgivningen eller denne vedtægt. Menighedsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Rådet fastsætter selv nærmere forretningsorden. 


Forretningsudvalg 

§ 6

Menighedsrådet vælger to eller fire medlemmer, som sammen med formand, næstformand og ledende præst udgør Forretningsudvalget. Valget finder sted umiddelbart efter valg af formand og næstformand og gælder for et år. Ved afstemning har både valgte og fødte medlemmer stemmeret. Skal der vælges to medlemmer, skal hvert medlem stemme på to kandidater. Skal der vælges fire medlemmer, skal hvert medlem stemme på to eller tre kandidater. De to (fire) kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt. I tilfælde af, at stemmelighed betyder at valget ikke kan afklares i første afstemningsrunde, foretages ny afstemning mellem de kandidater, 
der fik lige mange stemmer. 

Stk. 2 

Den daglige leder deltager uden stemmeret i Forretningsudvalgets møder. 

§ 7

Formanden og forretningsudvalget er med reference til menighedsrådet ansvarlig for ledelse af sognets arbejde og samordning af arbejdet i de enkelte kirker og udvalg. 

Stk. 2 

Forretningsudvalget bestyrer på menighedsrådets vegne kirkebygningerne og træffer herunder beslutning om anvendelse af kirkebygninger til andre formål end gudstjeneste. 

Stk. 3 

Forretningsudvalget bestyrer inden for rammen af det vedtagne budget kirkekassen på menighedsrådets vegne. 

Stk. 4 

Forretningsudvalget fører tilsyn med den daglige leders forretningsførelse, herunder kirkernes og præsteboligernes vedligeholdelse og drift. 

Stk. 5 

Forretningsudvalget vælger af sin midte en økonomiansvarlig, som har til opgave at føre tilsyn med den daglige leders økonomiforvaltning. 


Kirkeudvalg og lokale kirkeårsmøder 

§ 8

Der nedsættes for et kirkeudvalg for hver højmessekirke/funktionskirke. Menighedsrådet kan beslutte, at der nedsættes yderligere kirkeudvalg.

Stk. 2 

Kirkeudvalgene består af et antal medlemmer valgt på det lokale kirkeårsmøde samt de præster, som har fast tjeneste ved kirken. 

§ 9

Der holdes hvert år i januar lokale kirkeårsmøder for hver af de i § 8 nævnte kirker.

Stk. 2 

Det lokale kirkeårsmøde indkaldes af kirkeudvalgets formand med mindst fire ugers varsel via lokalavisen og sognets sædvanlige kanaler. 

Stk. 3 

Alle de til menighedsrådet stemmeberettigede medlemmer af folkekirken kan deltage i de lokale kirkeårsmøder med stemmeret. 

Stk. 4 

På det lokale kirkeårsmøde lægger kirkeudvalget op til drøftelse af sidste års lokale arbejde i kirken samt aktivitets- og udviklingsplaner for det kommende år. 

Stk. 5 

Det lokale kirkeårsmøde vælger fem til syv medlemmer til kirkeudvalget. Valget gælder for et år. 

§ 10

Kirkeudvalget er indenfor rammer fastsat af menighedsrådet ansvarlig for de lokale kirkelige aktiviteter i de enkelte kirker og udvikling af den enkelte kirkes profil.

Stk. 2 

Menighedsrådet stiller en budgetramme og evt. personaleressourcer til rådighed for lokale kirkelige aktiviteter i de enkelte kirker. Kirkeudvalget kan disponere inden for rammen af aktivitetsbudgettet. 

Stk. 3 

Kirkeudvalget vælger en formand og fastsætter selv nærmere forretningsorden. 


Andre udvalg 

§ 11

Menighedsrådet kan nedsætte andre udvalg til at forberede eller løse nærmere beskrevne opgaver. Menighedsrådet afgør udvalgs sammensætning, udformer kommissorium og kan delegere kompetence, personaleressourcer og aktivitetsbudget til udvalg.


Daglig leder

§ 12

Menighedsrådet ansætter en daglig leder.

Stk. 2

Den daglige leder har ansvar for:

a) Ledelse af sognets sekretariat

b) Ledelse af sognets medarbejdere

c) Styring af sognets økonomi, herunder budgetlægning og regnskab

d) Styring af bygningsdrift og bygningsvedligeholdelse.

e) Effektivisering af drift og administrationen

Stk. 3

Menighedsrådet fastsætter nærmere retningslinjer for varetagelse af de i stk. 2 nævnte opgaver og kan delegere specifikke kompetencer til den daglige leder.


Ledende præst

§ 13
Der knyttes funktion som ledende præst til en af de faste præstestillinger i sognet.

Stk. 2

Nærmere vilkår vedrørende den ledende præsts løn- og ansættelsesvilkår forhandles af biskoppen. Aftale indgås mellem Kirkeministeriet og Den Danske Præsteforening.

Stk. 3

Den ledende præst har indenfor rammer fastlagt af biskop og provst og med reference til disse ansvar for følgende ledelsesopgaver på sogneniveau:

a) Sikring af sammenhæng mellem de af menighedsrådet fastlagte visioner og målsætninger og prioriteringer for det kirkelige arbejde i sognet og præsternes arbejde, med særligt henblik på sparring om hvordan visioner og målsætninger kan omsættes til praksis.

b) Koordinering og fordeling af arbejdsopgaver mellem sognets præster, herunder planlægning af ferier og fridage.

c) Fremme af samarbejde, faglig udvikling og sparring, ideudvikling, trivsel og selvledelse blandt præsterne.

Stk. 4

De enkelte præster er i forhold til indholdet i deres forkyndelse, sjælesorg og undervisning uafhængige af såvel  menighedsråd som ledende præst.


Økonomi og tegning

§ 14

Menighedsrådet godkender sognets budget. Den daglige leder er ansvarlig for løbende økonomistyring og kan inden for budgettet disponere for så vidt angår almindelige løbende driftsmæssige udgifter. Afholdelse af udgifter udover almindelig løbende drift forudsætter godkendelse af FU. Den daglige leder forelægger kvartalsrapporter for FU, som med
udgangspunkt heri foretager budgetopfølgning.

Stk. 2

Den daglige leder er ansvarlig for regnskabsføring og udarbejder udkast til sognets regnskab og forelægger det for menighedsrådet.

§ 15

Menighedsrådet tegnes i økonomiske og kontraktlige anliggender af formand, næstformand og/eller daglig leder, dog altid to.

Stk. 2

Menighedsrådet meddeler prokura til den daglige leder.


Personale

§ 16

Ansættelse og afskedigelse af kirkefunktionærer foretages af forretningsudvalget på menighedsrådets vegne.

Stk. 2

Ved ansættelse af kirkefunktionærer med primær tilknytning til en bestemt kirke består ansættelsesudvalget af den daglige leder (formand), en repræsentant for kirkeudvalget, en medarbejderrepræsentant fra den pågældende kirke, samt et medlem af menighedsrådet. Ved ansættelse af kirkefunktionærer uden primær tilknytning til en bestemt kirke nedsættes et
ansættelsesudvalg bestående af den daglige leder (formand), to medlemmer af menighedsrådet og en  medarbejderrepræsentant.

§ 17

Der nedsættes et samarbejds- og arbejdsmiljøudvalg (SU) som forum for dialog mellem ledelse og medarbejdere om arbejdspladsens udvikling og fremtid.

Stk. 2

SU består af repræsentanter for ledelsen (herunder formanden, den daglige leder og den ledende præst) og en repræsentant for hver medarbejdergruppe (præster, kirketjenere, kordegne, kirkemusikere og projektmedarbejdere).


Indstilling vedr. præsteansættelser

§ 18

Når menighedsrådet skal foretage indstilling til ledige præstestillinger nedsættes et forberedende indstillingsudvalg, som varetager det forberedende arbejde i forbindelse med menighedsrådets endelige indstilling. Det forberedende indstillingsudvalg består af tre medlemmer valgt af menighedsrådet og tre medlemmer valgt af det/de kirkeudvalg, som
præsten primært skal samarbejde med. Menighedsrådet udpeger indstillingsudvalgets formand. Præster kan ikke vælges og har ikke stemmeret ved valg af medlemmer til indstillingsudvalget. Såfremt kirkeudvalget ikke vælger det fornødne antal medlemmer, kan menighedsrådet supplere det forberedende indstillingsudvalg. For så vidt angår den i § 13 nævnte stilling som ledende præst udgøres indstillingsudvalget af syv medlemmer valgt af og blandt menighedsrådets valgte medlemmer.

Stk. 2

Når ansøgningsfristen er udløbet afholdes møde mellem biskoppen og det forberedende indstillingsudvalg, hvorunder biskoppen orienterer om ansøgerne.

Stk. 3

Indstillingsudvalget kan udvælge et antal ansøgere til prøveprædiken og samtale.

Stk. 4

Alle valgte menighedsrådsmedlemmer har adgang til at gennemse ansøgningerne og overvære prøveprædikener.

Stk. 5

Det forberedende indstillingsudvalg afgiver udtalelse til menighedsrådet, som foretager den endelige indstilling iht. reglerne i bekendtgørelse om menighedsråds medvirken ved ansættelse i præstestillinger m.m.

Stk. 6

Det forberedende indstillingsudvalgs udtalelse vedlægges menighedsrådets endelige indstilling til biskoppen.

Stk. 7

Hvis et teologisk retningsbestemt mindretal i menighedsrådet påberåber sig bestemmelsen i ansættelseslovens§ 11, stk. 3, skal menighedsrådet medsende mindretallets indstilling og begrundelse herfor til biskoppen.


Vedtægtsændringer

§ 19

Ændringer af denne vedtægt skal godkendes på to på hinanden følgende menighedsrådsmøder og skal tillige godkendes af Kirkeministeriet.

§ 20

Offentligheden kan gøre sig bekendt med vedtægten gennem henvendelse til menighedsrådet eller Københavns Stift.

 

Således vedtaget af menighedsrådet den 6. september og 25. oktober 2016.

Jens Andersen
Formand