Viggo Julsgaard Jensen

Som præst bliver jeg hele tiden konfronteret med troen – andres tro, deres tvivl og deres ikke-tro, og jeg har tit tænkt, at min egen tro vokser i mødet med andre. 

”Kærlighed er anormal,” stod der på en lille rispose, jeg fik stukket i hånden til et bryllup engang, og jeg synes, det er en præcis beskrivelse af den kærlighed, Gud kommer med. Guds kærlighed gør det unormale og anormale normalt. Gud rummer alt det, vi ikke rummer.

Vi mennesker har gennem tiden gjort kærligheden så lille. Både Guds kærlighed og kærligheden imellem os. Den bliver hurtigt reduceret til at være heteroseksuel, monogam og kun for to. Og så er det Gud siger til os: Pas nu på! Glem ikke at ethvert menneske har et værd i sig selv. Glem ikke, at alting hos jer skal ske i min anormale kærlighed, og den rummer også alt det queer, det promiskuøse og polyamorøse.

Det er på Guds anormale kærlighed, vi er kirke. I Enghave Kirke foregår mange forskellige ting. Det passer mig godt, at vi spænder vidt i bestræbelsen på at samle en meget mangfoldig menighed, der mødes til barokmusik, banko, Hildegard-meditation, korskole og forskellige gudstjenester. På den måde møder jeg mange mennesker. Nogen ligner mig og lever liv, der minder om mit. Andre ligner mig slet ikke og lever liv, der er helt anderledes end mit. Begge dele er en berigelse. Det åbner min horisont og jeg bliver hele tiden konfronteret med troen, andres tro, deres tvivl og deres ikke-tro, og jeg har tit tænkt, at min egen tro vokser i mødet med andre.

Jeg holder meget af de musikgudstjenester, hvor forkyndelsen i lige så høj grad ligger hos sangerne og musikerne. Det er når børnekorene med deres sang forkynder håb og trøst for os voksne, at jeg rent faktisk mærker det dybt inde.

Verden åbner sig for mig, når musikere og overtonesangere hjælper med at formidle ånden i middelaldermystikeren Hildegard af Bingens univers. Og Ramona Machos sang og bibeloplæsninger åbner kirkens rum for LGBT+-personer og viser os et glimt at Guds anormale kærlighed.