Niels Nymann Eriksen

Jeg inspireres personligt af beretningerne om Jesu mod til at tale magten imod, hans opmærksomhed over for dem, andre ikke regnede for noget – og frem for alt kærligheden, som sætter egeninteressen til side og tager andres lidelse og skyld på sig.

Et anderledes sted, hvor vi kan blive stille og fornemme evigheden 

Den kirke, jeg drømmer om, er som et gammelt træ, hvor alle mulige former for liv kan finde ly og næring. Kirken har dybe rødder i vores samfund, som når dybere og rækker længere tilbage end de fleste andre ting, vi omgiver os med. Og netop fordi det er sådan et gammelt hus, kan det rumme meget at det liv, som ellers har vanskeligt ved at finde plads og sted i byens rum – både de mennesker, som er på kanten af samfundet, men også alle os andre, som har brug for et anderledes sted, hvor vi kan blive alene og stille, så vi igen kan fornemme, at evigheden er på spil. 

Jeg synes, det er skønt, når en gruppe modne pakistanske kvinder kommer til kulturcafé i Apostelkirken om tirsdagen, når folk samles i Fisken & Brødet og sørger for, at noget af overskuddet af fødevarer kommer til at gøre nytte. Eller når mennesker bruger rammerne omkring kirken til at finde ro i Stressfri i gårdhaven eller når Café Exit holder deres arrangementer for at støtte indsatte og tidligere indsatte på deres vej ind i samfundet. Og jeg bliver opmuntret af at se folk, der søger stilheden i kirkerummet for at bede, meditere eller synge.