Blændende Mørke af Thomas Frovin | Folkekirken Vesterbro
Hjem

Vi re-designer vores hjemmeside!

Vores design er ved at blive opdateret for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside. Hjemmesiden vil være klar igen:

Hvis du har brug for at kontakte os kan du gøre det her:

Blændende Mørke - af Thomas Frovin



Mørket er sort.

Mørket er et sted.
Mørket er en følelse.

Mest af alt er mørket nok en erfaring.
Jeg tror, vi deler den, og at det er en af de ting, der binder os sammen som mennesker. Hvis ikke vi allerede har været der, så vil vores livsbane formodentligt slå et sving forbi de dalstrøg, hvor lyset udebliver. Som dagen bliver til nat kan mørket der møde os, uventet og uønsket, med kraft og med magt.

Jeg holder egentlig ikke af det, mørket. I hvert fald ikke når det kommer tæt på. På afstand kan det virke måske næsten lidt hyggeligt. Som når november slår sin fløjlsdyne ind over mig, og jeg i stearinlysets skær kan mærke dens ro eller langsomheden, der lader mig finde hvile. Eller når jeg med en ven sidder i en skumring, og mærker den nære tilliden mellem os.

Men det er ingenting sammenlignet med det mørke, der kan opsluge mennesket. Når mørket fylder alt er det hele tungt at bære. Mørket er som en sti, hvor man ikke længere kan se frem for sig. Man snubler og falder. Man ved ikke hvornår lyset bliver tændt. Man kender ikke topografien, og det kan føles som om, man er faret vild. Der er intet andet for end at både give op og fortsætte sin vandring – på en og samme gang.

Findes der noget der, i det mørke? Noget eller nogen, der ikke alene er mørk? Digteren Rumi siger, at skønheden hviler i nattens dale. At det sorte har nuancer hos sig. En antydning af, at noget gror og vokser, når mørket falder over det. Som barnet, som vokser i livmoderens mørke, og under smerte kommer til verden er det som om, at det mørke bærer på en hemmelighed, der først langt senere viser sig.
Den spanske middelaldermystiker Johannes af Korset skriver om sin sjæls mørke nat et digt, hvor han takker for mørket. Det virker paradoksalt, at han kan sige ”I den lykkelige nat var det eneste, der ledte mig lyset som brændte i mit hjerte”. Mørket blændede ham med noget, han ikke havde ventet at finde der. I skyggen af dagens lys fik mørket en ny betydning. Mørket blev en vej, der ikke endte blindt.

Jeg kan ikke takke for mit mørke. Men måske er det sandt, at der var noget inden i det.
Måske man først skal lade mørket være mørke, vænne sin øjne til natsynet. Væbne sig med tålmodighed når man vandrer der af en utrampet sti.
Måske mørket vil os noget.

Måske det ikke alene er mørkt.


Thomas Frovin, præst i Apostelkirken, Folkekirken Vesterbro

Læs mere om arrangementer og podcastserien Blændende Mørke.