Bryllup | Folkekirken Vesterbro
Hjem

Vi re-designer vores hjemmeside!

Vores design er ved at blive opdateret for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside. Hjemmesiden vil være klar igen:

Hvis du har brug for at kontakte os kan du gøre det her:

Bryllup på Vesterbro



Tillykke! Vi glæder os til at dele denne særlige dag med jer, hvor I siger ja til hinanden.


Gift på Vesterbro

I kan blive gift i en af Vesterbros kirker, hvis I bor på eller har en særlig tilknytning til Vesterbro. Mindst én af jer skal være medlem af folkekirken. Kontakt kirkekontoret, eller henvend jer direkte til en af Vesterbros præster.


Ægteskabserklæring

Før vielsen skal I udfylde en ægteskabserklæring på Borger.dk. Når kommunen har behandlet erklæringen, får I en prøvelsesattest tilsendt, som I sender til kirkekontoret via sikker mail (krypteret) sammen med navn og adresse på to vidner, fx to venner eller familiemedlemmer, som er med til brylluppet. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.


Samtale med præsten

Dato og tidspunkt aftaler I med den præst, som skal vie jer. I kan også kontakte kirkekontoret, som vil guide jer videre. Sammen med præsten gennemgår I vielsesritualet, vælger salmer og taler vielsen igennem – måske har I ønsker til pynt i kirken, musik osv. 


Alle par er velkommen!

Vi blander os naturligvis ikke i jeres køn eller seksualitet. Kærlighed er kærlighed, og alle par er hjerteligt velkommen.


Festlokaler

Skal I holde bryllupsfest - eller måske en reception? I flere af Vesterbros kirker er det muligt at låne eller leje et større lokale i kirken. Ring til kirkekontoret eller kirkens præst for at høre nærmere.


Drop in-bryllup

Et bryllup behøver ikke at være et stort tilløbsstykke. Ønsker I en mindre traditionel vielse, er drop in-bryllup måske noget for jer. Her kan I uden at aftale tid komme forbi og blive gift i den smukke Sct. Matthæus Kirke. Vi holder drop in-bryllup en gang om året, som regel i foråret. Læs mere om drop in-bryllup.


Bryllup i det fri

Vil I helst vies i jeres have, i parken eller et andet sted, som betyder noget særligt for jer? Det kan godt lade sig gøre, hvis I har en særlig tilknytning til et sted, og jeres præst godkender det. Vielsesritualet er det samme som ved et kirkebryllup, og ud over præsten medvirker to kirkesangere, hvis I ønsker det.


Er I allerede gift?

Nogle par, som er borgerligt viet, fx på rådhuset, vælger efterfølgende at få en kirkelig velsignelse. Velsignelsen minder meget om vielsesritualet men har intet juridisk indhold. Vælger I denne løsning skal vi bare se en vielsesattest. 


Navneændring

Ønsker I at ændre navn på bryllupsdagen? Det gør I på Borger.dk senest 15 dage før vielsen - med bryllupsdatoen som ekspeditionsdato.