FAQ om Maria Kirkeplads
Det sociale arbejde i Mariakirken
Med Mariakirkens placering i Istedgade nær Hovedbanegården ligger kirken midt i et område, der er præget af sociale problemer, men hvor der samtidig bor mange ressourcestærke, unge og børnefamilier. Mariakirken yder omsorg for alle, der søger kirken – også fattige migranter, stof- og alkoholbrugere, psykisk syge og sexarbejdere. Derfor rummer kirken blandt andet værestedet Mariatjenesten. Om vinteren åbner vi kirken, så hjemløse uden andre muligheder kan få et varmt sted at sove.
Udfordringer for naboerne
Vi er klar over, at de hjemløses livsvilkår og stofbrugernes opførsel og efterladenskaber i byrummet skaber udfordringer for beboere og erhvervsdrivende omkring pladsen.
Tryghed for alle
Mariakirken holder regelmæssigt møder med vores naboer om, hvordan vi skaber rammer for mennesker på og omkring pladsen, som skaber og sikrer tryghed for alle. Alle vesterbroere, institutioner, lejere, ejere og andelsforeninger, personer, der arbejder med eller har interesse i danske og udenlandske hjemløse, stofbrugere og andre af gadens folk på Indre Vesterbro er meget velkommen til at møde op. Se kalenderen for kommende nabomøder.