Spring navigation over

Apostelgrupper

Rum for nærvær og samtaler

Ud over det store fællesskab omkring søndagsgudstjenester, samles vi i mindre grupper, hvor hyggeligt samvær og åndelige spørgsmål er i fokus. Netværksgruppe, smågruppe eller bibellæsekreds er forskellige ord for mindre fællesskaber – hos os kalder vi det apostelgrupper. Grupperne har 3-10 medlemmer, som mødes privat med jævne mellemrum, fx hver 14. dag.

Hvad taler vi om?

Grupperne er uformelle og selvbestemmende, og det er forskelligt, hvad den enkelte gruppe laver, når den samles. Vi taler sammen om liv og tro. Hygger og spiser sammen. Beder sammen. Læser og taler om en bog, søndagens bibeltekst eller et digt. Synger sammen. Spiller brætspil.

Hvorfor være med?

I en apostelgruppe får du mulighed for at lære andre at kende, der også kommer i Apostelkirken. Det mindre og uformelle format skaber en ramme, hvor du kan snakke om og dele din tro eller spørgsmål med andre, uanset hvor du er på din rejse i livet.

Hvordan kommer jeg med?

Har du spørgsmål, har lyst til at være med i en gruppe, eller vil du besøge en gruppe, kan du kontakte præst Thomas Frovin på tfm@km.dk eller Hans-Henrik Sørensen på hans-henrik@topneurotisk.dk. Så vender vi hurtigst muligt tilbage.

Hvem kan være med – og forpligter det?

Du kan være med i en apostelgruppe, uanset om du er ung eller gammel, ny eller garvet i din tro på Gud, bor tæt ved Apostelkirken eller ej, er mere eller mindre bibelstærk, taler dansk, engelsk eller farsi. Det forudsætter kun, at du har lyst til at møde andre mennesker. Hvis du har lyst, kan du dele tanker om tro og trosliv. Alt det praktiske løser gruppen i fællesskab.

Se også