Fisken og Brødet
Uddeling af overskudsmad
Hver dag smides fødevarer ud fra supermarkeder i Københavnsområdet - fødevarer, som ikke kan sælges, men som ikke fejler noget. Er din økonomi udfordret, så kan du i Apostelkirken og Mariakirken hente fx grøntsager, frugt, brød og kager og samtidig være med til at mindske madspild.
Madspild er i sig selv en klimamæssig belastning, og vi er mange på Vesterbro, der kan få gavn af uudnyttede ressourcer. Sammen kan vi bekæmpe madspild og hjælpe hinanden.
Vi begynder med uddeling af mad til dig, der af den ene eller anden grund er økonomisk udfordret. Vi håber med tiden også at kunne være fælles om at tilberede maden og spise i fællesskab.
Sådan gør du
Du kan hente overskudsmad i:
Mariakirken, Istedgade 20 på tirsdage kl. 12-13
Apostelkirken, Saxogade 13 på fredage kl. 12-13
Maden uddeles efter først til mølle. Hvis mange møder op samtidig, sker uddelingen ved lodtrækning.
Vi drømmer om at skabe et socialt fællesskab
Vi arbejder på i fremtiden at kunne supplere maduddelingen med et socialt fællesskab for alle omkring tilberedning og fællesspisning. Du vil stadig kunne hente mad med hjem i dit eget køkken, men vi drømmer om også at se dig og andre vesterbroere til langborde og gode gryderetter, tid til hinanden, nye venskaber og sammenhold på Vesterbro - og om at vi sammen kan gøre en forskel, for klimaet og for hinanden.
Vi har brug for frivillige hænder
For at få succes med uddelingen af overskudsmad, og specielt her i opstarten, har vi brug for frivillige hænder til sortering, pakning og uddeling af fødevarerne. Arbejdet vil ske i tidsrummet kl. 10-15.
Læs mere om, hvad det vil sige at være frivillig i Fisken og Brødet.
Kontakt Alexander Schultz, hvis du vil høre mere eller kunne have lyst til at give en hånd med.
Tak til Vesterbro Lokaludvalg
for at støtte Fisken og Brødet.