OBS: Husk gyldigt coronapas
Dejlig er Jorden er julemusik på en helt ny måde og i et format, der ikke er set før. Titlen hentyder til B.S. Ingemanns kendte salme, der helt bevidst løber som en rød tråd gennem hele værket, både i teksten og i musikken. Dejlig er Jorden handler om nutidsmenneskers forhold til julen og om, hvad denne højtid gør ved relationerne mellem os - på både godt og ondt.
Det musikalske forløb er, som vi kender det fra de store barokke juleværker, sat sammen af arier, koraler, korsatser, recitativer og orkesterstykker. Som hos fx Bach og Händel er arierne udtryk for en persons individuelle betragtninger, og koralerne er kollektive refleksioner over menneskelivet, mens korsatserne beskriver en specifik situation.
Orkesterstykkerne er stemningsskabende og beskrivende passager undervejs, men det helt særlige i denne moderne julehistorie, er, at recitativerne er afløst af korte dramatiske scener, hvor hverdagen er sat i musik. Undervejs optræder de fire sangere i fire historier, hvor en eller flere sangere spiller en karakter, mens de andre sangere kommenterer situationen og handlingen.
Alt dette hører man i Dejlig er Jorden i et moderne, lettilgængeligt tonesprog, hvor prægnante temaer og melodier vender tilbage i løbet at forestillingen og på den måde skaber en tydelig indre sammenhæng. Sangere synger udenad og uden dirigent i en minimalistisk iscenesættelse, der inddrager hele kirkerummet, der er oplyst af stemningsskabende og betydningsbærende lys.
Dejlig er jorden er lavet af:
Andy Pape, musik
Iben Krogsdal, tekst
Súni Joensen, lysdesign
Madeleine Røn Juul, iscenesættelse
Helene Hvass Hansen, sopran
Helle Fabricius Grarup, mezzosopran
Christian Damsgaard, tenor
Teit Kanstrup, baryton
Kaja Marie Andersen, fløjte
Natalie Harris, klarinetter
Emily Fowler, violin
Laura Rubio, bratsch
Tobias van der Pals, cello
Peter Møllerhøj, keyboard
Ying-Hsueh Chen, slagtøj