16.søndag efter trinitatis fortæller Lukasevangeliet i kapitel 7 vers 11-17 om en enke, hvis søn er død. Han er hendes eneste barn, og hendes eksistensgrundlag.

Jesus får medlidenhed med hende, og giver sønnen livet tilbage.Det er kun Lukas, der har denne fortælling og den er karakteristisk for den lukanske særinteresse for kvindefigurer, og ikke mindst for enker, der var socialt udsatte.

At der i evangelierne sættes et nyt perspektiv på, hvad et menneske er, og hvad menneskelivet er bliver helt tydeligt denne søndag. For det er alene for moderens, kvindens skyld, at sønnen kaldestilbage til livet. Han bliver levende igen, for at hun, kvinden skal leve.

Det er en synliggørelse af kvinden, der rummer en slags eskatologisk, dvs fremtidig livsbekræftelse af enken, som et menneske hvis liv Jesus/Gud værdsætter. Modsat det samfund hun var en del af

Jesu demonstrative given sønnen tilbage til moderen, viser at det er moderens liv, det handler om.

Det er enken, der får hjælp, og det ændrer hendes liv i verden - men det ændrer også hendes liv hos Gud. Hun har nu plads i Guds rige. Det sørger menneskeskaren for, at vi får at vide med de jublende ord:” Gud har besøgt sit folk”.

Den første tekst der læses er fra det såkaldte Efeserbrev, der fremstår som skrevet af apostlen Paulus. Det er det ikke. Det er sandsynligvis skrevet omkring år 90 (altså omkring 35 år senere end Paulus levede). Og det er irriterende, at det er placeret her sammen med en kvindeorienteret fortælling, fordi det i udpræget grad har en “efter-paulinsk” interesse for netop den fadercentrerede familie - institution som en social og moralsk husorden, hvorunder det kristianiserede ægteskab er en del af. Altså i virkeligheden ødelæggende for det radikalt anderledes blik på kvinder og deres plads i Guds Rige på egne betingelser, og ikke på ægteskabets, læs ægtemændenes betingelser.

Mette Gramstrup er prædikant