Midt imellem solhverv og jævndøgn lever den gamle kyndelmisse som et sted, hvor vi i trodsighed mod mørket tænder lys. Det er årets koldeste tid. Vi længes efter solen, som endnu ikke helt er brudt igennem det grå. Vi bekymrer os for verden og for vore kære. Vi bekymrer os for os selv.

Til bekymringsmessen vil vi stå ved vores uro
Vi mødes i kirken, fordi vi tror på, at her er et rum, hvor vi må komme til stede med alt det, der er. At vi her kan få lov til at lægge det, vi bærer på, der er tungt, eller finde en rasteplads og hvile lidt, inden vi endnu engang hanker op i den bagage, vi har med.