Sct. Matthæus Kirke
At blive til som menneske – med retning og livsmod
“Menneske er noget, vi hele tiden er på vej til at blive,” sagde Søren Kierkegaard. I Sct. Matthæus Kirke er vi optaget af, hvordan vi bliver til.
Når man kommer ind i kirken, der har båret så mange fødder gennem 150 år, og hvor murene er tykke af alle de ord og bønner, alle de tårer og al den musik, de har suget til sig, så løfter blikket sig. Se op! Hvælvingeloftet og altertavlen vil have os til at løfte blikket, så vores liv og mulighedsrum åbner sig.
Her i kirken skænkes retning og mening, her næres vores livskraft og livsmod, her bliver vores hjerte berørt og rørt.
Sct. Matthæus Kirke inviterer gennem en vifte af tilbud til bøn, meditation, stilhed, fordybelse, yoga, mindfulness og refleksion. Se kalenderen.
Kirken er også ofte åben i dagtimerne, så bruge den på din egen måde til et øjeblik af ro, tro og eftertanke. I stilheden bliver vi til som menneske.
Sct. Matthæus Kirke Matthæusgade 31, 1666 København V
Præster: Barbara Potapenko Jensen, Birgitte Kragh Engholm
Kirketjenere: Gry Hafstrøm, Jeanette Friewind
Organist: Philip Schmidt-Madsen
Musikpædagog: Pernille Tjørnemark

Præst Birgitte Kragh Engholm anbefaler sommerlæsning
Ferietid er for mange et øjebliks stilhed midt i en støjende verden. Krig, klimakrise og konflikter præger nyhederne, og det kan være svært at finde ro i det hele. Men netop i urolige tider kan bøger åbne vinduer – til eftertanke, håb og nye perspektiver.
Utålmodige hjerter
“For første gang i verden begyndte jeg at forstå, at det værste i verden ikke skyldes ondskab og brutalitet, men næsten altid har sin rod i en form for svaghed”. Stefan Zweigs roman ”Utålmodige hjerter” er en af mine litterære bibler. Romanen er en dramatisk fortælling om kærligheden, og en blotlæggelse af vores menneskelige natur.
Zweig kredser om ansvar og den moralske uro, der følger, når vi forsøger at gøre det rigtige, men måske i virkeligheden gør det for vores egen skyld. Han kredser om skammen og skylden, der gør, at vi ikke altid kan eller VIL se klart. Han kredser om, at vi ikke altid kan finde ud af at stå ved os selv. Men som Zweig skriver: “Man kan flygte fra alt undtagen sig selv”.
Fortællingen, der rummer al denne eksistentielle visdom & indsigt, handler om den unge officer Hofmiller, der indleder et venskab med den lamme pige, Edith. Drevet af (selv)medlidenhed, ikke kærlighed, må Hofmiller til sidst erkende, at hans handlinger og opførsel over for Edith i virkeligheden er et udtryk for egen svaghed og manglende følelsesmæssig ærlighed.
God litteratur kan vi blive til i. Den kan åbne og lukke. Bygge op og rive ned. Den kan spejle os og vise os, hvem vi er. Og om sommeren, hvor nætterne er så lyse, at de finder vej ind igennem de blafrende sommergardiner, kan man godt tænke: Hvem har kigget ind i min sjæl?
Stefan Zweig: Utålmodige hjerter (Turbine Forlaget)
I sommer deler præsterne på Vesterbro nogle af deres bedste læseoplevelser. Se dem alle her
BARSELSSAMTALER
Samtaleforløb
I Barselssamtaler skaber vi et trygt rum, hvor du kan være præcis, som du er.
Præst Barbara Potapenko Jensen anbefaler sommerlæsning
På min hylde står denne efterhånden lidt slidte bog. Min far læste den højt for mig, da jeg var lille, for Momo er en børnebog for store og små. En eventyr-roman der er så finurlig og mesterlig, at jeg som voksen har læst den igen og igen og igen, og hver gang bliver lige ramt.
Momo – eller ‘Den sælsomme historie om tidstyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til mennesket’- handler om tidens egentlige natur.
Pigen Momo har, så vidt hun kan huske, altid levet. Måske er det 10 år, måske 100. Hun har en hel særlig evne til at lytte. Til at være til stede. Og alle der møder hende og taler med hende går derfra roligere og gladere. Men verdenen er under forandring og de Grå Herrer har travlt med at få folk til at effektivisere deres tidsforbrug.
Men der sker noget med livskvaliteten, når folk begynder at spare tid her der og alle vegne, og Momo må træde til og hjælpe folk med at huske at “liv er tid, og tid bor i hjertet”.
Selvom bogen er fra 1973, er den – ligesom Momo – tidløs, når den spørger: Hvorfor kan tiden gå så langsomt, samtidig med at vi aldrig har nok tid til det vi ville? Hvordan bruger vi vores tid i en travl hverdag? Hvad er det, der egentlig betyder noget her i livet?
Bogen er unik og tankevækkende og fuld af håb – men pas på! For tiden flyver afsted, når man læser Momo!
Michael Ende: Momo (Gyldendal)
I sommer deler præsterne på Vesterbro nogle af deres bedste læseoplevelser. Se dem alle her

I kirkens stille rum kan vi høre, når Gud hvisker til os. Vi lægger vores indre våben fra os, sænker paraderne, og går ind med alt det, vi er, og alt det, vi indeholder. I kirken er der plads til både negative tanker, svære følelser, forbrændte drømme og liv med buler og skrammer. I kirken sætter vi det på plads.
Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke
RO, TRO & EFTERTANKE
Kristentroen sætter store ord på, hvad et menneske er. Men det kræver, at vi er stille, hvis vi skal høre det.
Gudstjenester
MEDITATIVT
Yoga, bøn og mindfulness
Når vi søger ind i kirkens storhed og stilhed, lægger vindene sig, og krop og sjæl falder til ro.

For nogle kan orgelet være en støvet gammel dame. Men orglet er på alle måder det ideelle stemningsskabende instrument. Når vi røres af musik, er det ofte fordi, musikken sætter en særlig stemning. Den kan være både voldsom og blid, smuk og provokerende.
Philip Schmidt-Madsen, organist i Sct. Matthæus Kirke
Alle aktiviteter i Sct. Matthæus Kirke
Dåb i Sct. Matthæus Kirke
I dåben lægger Gud sin himmel om os. Her får vi at vide, at vi aldrig er alene, altid er elsket og allerede er tilgivet. At blive døbt betyder, at vi bliver forankret i og forbundet med Guds evige kærlighed.
I Sct. Matthæus Kirke har vi dåbsgudstjeneste hver eneste lørdag kl. 11. Dåbsgudstjenesten er en virkelig smuk gudstjeneste, hvor I kan være med til at vælge salmer, og hvor det er dåben og dåbsbarnet, der er i centrum.
Når I har besluttet jer for, hvilken lørdag der passer jer bedst, skal I sende en mail til kirkekontoret på vesterbro.sogn@km.dk. Herefter får præsten, der får glæden og æren af at stå for dåben, besked. Når den store dag nærmer sig, mødes vi til en samtale, hvor vi taler om både det praktiske og om indholdet.
Hvis I har spørgsmål, er I selvfølgelig altid velkommen til at komme forbi kirken til en snak med enten Barbara Potapenko Jensen eller Birgitte Kragh Engholm.