Den svære retfærdighed
Prædiken: kampen for det gode
Man må godt sige nej. Det er faktisk en Guds gave, at kunne sige både nej og ja, fremhæver Thomas Frovin i denne prædiken om den svære retfærdighed. Men Gud har også et ja og et nej, der betyder, at ondt ikke skal bekæmpes med ondt men med godt.
Prædikenen er afholdt i Apostelkirken ved gudstjenesten 26. januar 2025, som afslutning på festivalen Vinterglød om den svære retfærdighed.
Blandt de mange gode gaver, Gud har givet os, er ordet nej
Der kan være noget helt utroligt aflastende i, at Gud også rummer nej’er. At der er noget, Gud ikke bryder sig om, noget, Gud synes ikke er i orden. At Guds nej også rummer vrede. Det kan være aflastende, fordi vi jo også selv kan blive vrede over verdens uretfærdighed, synden og døden, der forvrænger verden og ødelægger, og fordi vi i vores egen vrede kan blive så uendeligt udmattede. Så kan det være velgørende at vide, at vi ikke står alene med den vrede, med det nej. Gud rummer også nej’er.
Der er meget i vores verden at sige nej til for tiden. Mon ikke de fleste af os bærer på en liste hver især, der – ud over vores personlige udfordringer – måske rummer både krigen i Ukraine, uvisheden over den nye lunefulde præsident i USA, Gaza, klimaet, foruden situationen i Syrien, Iran, Afghanistan. Find selv på flere, fristes man til at sige, men man behøver ikke finde på; for nyhederne er fyldte med alt det, der er urovækkende og forfærdeligt i verden.
Vi forbliver sjældent uberørte af det, der sker i verden. Vi efterlades måske med en følelse af magtesløshed i en verden, der kalder på frihed, forsoning, tilgivelse, godhed, ja, retfærdighed. Alt det, vi kan se, der mangler, men som vi ikke ved, hvordan vi skal få eksporteret til Ukraine eller Gaza.
Så vi siger nej. Og måske vi har brug for i trætheden over, at det er, som det er, at læne os ind Guds nej.
Vi tænker måske med rette Gud som skaberen af det store ja. Det ja, vi møder hos Gud. Det ja, Gud vil række ethvert menneske i troen og i dåben.
Jesus lærte sine disciple, at de skulle døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Enhver som er døbt i den treenige Guds navn har Gud sagt sit ja til klart og tydeligt. Det kommer ikke an på hvor meget vand, der er tale om, om man er neddykket, døbt i en flod eller et hav eller ved døbefonten her i kirken. Ordene, der siges over dåben knytter sig til Guds løfter, og de rummer i bund og grund det store ja. Gud har spejlet sig i hvert eneste vandspejl, som vi er døbt ved. I dåben rækkes vi Jesu liv, han giver det for os, men han giver det også til os, for at vi skal leve det. I hans liv ser vi et eksempel på, at uretfærdigheden rammer, han korsfæstes, men det største ja omme bag ved alt, til os, og til alle, det er hans opstandelse.
Man kan tænke, at det ja har vi på en måde fået til opgave at spejle videre i vores verden. Vi skal sige ja til vores næste, til at tage opgaver på os, gå en ekstra mil, være gavmilde med både midler og tid. Er det ikke præcis det, Gud Helligånd former os til at være – store ja’er i verden?
Jeg siger, at nej’et er en gave, og som alle gaver er det noget, vi har fået, for at bruge rigtigt. Der er i denne verden noget, der skal siges nej til. Og her tænker jeg ikke på et nej, der udspringer fra vores egen behovsstillelse, men et nej, der tilhører Gud. Et nej, der har en profetisk kraft til at tale om og pege på det, der er sandt, og det, der er falskt.
Tænk fx på Trosbekendelsen, som vi sagde i kor lige før. Den begynder her hos os i Danmark med et nej. En forsagelse af Djævelen, alle hans gerninger, og alt hans væsen. Og dernæst bekender vi troen på den treenige Gud, skaberen, frelseren og livgiveren, Faderen, Sønnen og Ånden. Jo, når vi bekender troen, handler det om Guds ja til os. Men først kommer der et nej.
I dagens tekster tales der direkte til os om at handle ret i verden. Om at arbejde på at skaffe enken og den faderløse ret, elske den fremmede. Holde fred, så vidt det er muligt, og ikke gengælde ondt med ondt men med godt. Hævnen skal vi overlade til Gud, og vi skal altså så at sige ikke lade os selv definere hvad retfærdighed er, men vi skal stadig handle godt og ret.
Jeg synes, vi fornemmer både ja’et og nej’et. For der skal siges nej. Nej til magtmisbrug, undertrykkelse, ondskab, krig. Nej til mishandling, skødesløshed og til fremmedhad.
Da må vi tage brug af det nej, Gud har givet os. Og vi må lade det nære en modstandskraft i os. Vi kan forestille os nej’et som det at rydde jordbunden for ukrudt, sådan så at det gode og sunde kan få bedre vækstbetingelser. Guds nej er ikke goldt, og det har ikke nok i sig selv. Det vil i virkeligheden bane vejen for ja’et.
Men der er noget, vi skal vide, hvis læner vi os ind i Guds store nej, og det er, at dét nej også handler om den kim til uretfærdighed, som bor hos hver af os. Hævngerrigheden. Voldsparatheden. Det knubbede ord. Selvretfærdigheden. Guds nej til den store uretfærdighed i verden, krigen og undertrykkelsen er også et nej til det inde i os, som truer med at forvrænge os og gøre ubodelig skade på vores potentiale for at gøre godt.
Og jo, ja’et har vi også fået. Det, der gemmer sig bag nej’et.
Et ja til at gøre godt. Til at række ud, medvirke på sin egen lille måde til, at den gode forandring får lov til at møde vores medmenneske. Det er ikke vores gode handlinger, der kommer til at frelse os eller verden, men det er de gode handlinger, der former vores tanke, vores tro, og vores håb om, at det kan blive anderledes. Det er gennem dem, at det kan blive anderledes for vores næste.
Det gør godt at gøre godt. At se sit medmenneske lyse op. At mærke inderst inde, at selvom så meget ser sort ud, så findes nærværet. Det lysende øjeblik. Smilet fra medmennesket. Taknemmeligheden. Det nærer håbet. Det styrker vores grundlæggende menneskelighed, som altid er i fare, når synd og død hærger i verden. Det nærer vores indre modstandskraft, når vi stilles over for alt det i verden, der bekymrer os.
Der findes et sted, hvor ja’et og nej’et mødes, og det er i bønnen. Vi takker for det, vi får, og vi beder for det, der er i stykker. Vi beder om, at verden må blive forvandlet, og vi beder til Gud. At bede til verdens skaber for at verden må få det bedre bliver dermed også en bøn om, at vi selv må blive forvandlet til at blive fredsstiftere, til at leve som lysets børn, til at blive præget af det, der kommer fra Gud.
Vi hører det tydeligst måske i den bøn, vi skal bede sammen om lidt: Ske din vilje.
Vores vilje har sine begrænsninger. Men i bønnen ske din vilje beder vi om, at Guds vilje også må ske med vores. At Guds nej bliver vores nej, og at Guds ja bliver til vores.
Også dét er aflastende. Vi skal ikke kæmpe hårdt for, at det er vores vilje, der sker i denne verden. Det er Guds vilje, vi skal bede om må ske.
Og her ankommer vi til Paulus sidste bemærkning om ikke at bekæmpe det onde med ondt, men med det gode. Der er kun én, der er god. Det er Gud. Dermed også være sagt, at der kun er én, hos hvem retfærdigheden virkelig finder sin fylde. Den kamp, nogle af os kender fra vores indre menneske om at lægge selvoptagetheden til side for at gøre det, der er ret, det er ikke langt væk fra den kamp, vi ser udspille sig i verden hver eneste dag. Det er ind i den kamp, Gud sender os sin søn til at slå døden ihjel og vise os, at opstandelser findes, at liv kan springe ud af forbrændte, golde egne og døde grave. Troen på dét kan måske opleves flakkende og forvirret i os, men det er den, vi bekender sammen. Og det er på den bekendelse, vi derfor beder: Ske din vilje. Herre, vi har brug for dit nej, og vi har brug for dit ja. Tilgiv os, når vi medvirker til uretfærdigheden i verden, og giv os da, at vi sammen med dig ved din Ånd må kæmpe for det, der er godt i verden. Det, du har vist os, og det, du har givet os. Fød du selv i os alt det, der er godt. Led os. Vis os vejen. Og varm os ved at gentage dit ja for os igen og igen, sådan så vore hjerter aldrig bliver kolde.
