Gud – mand eller kvinde?

Det er på tide, at vi i kirken også taler om Gud som en kvinde

William Salicath, debatindlæg i Information 9. august 2023

Netop i disse år er der igangsat et arbejde omkring en fornyelse af folkekirkens liturgi. Det vil være oplagt at se på brugen af køn, når vi taler om Gud, og åbne for flere feminine gudsbilleder.

For 75 år siden blev de første kvinder ordineret til præster i folkekirken, men forinden og knap 2.000 år tilbage var det kun mænd, der kunne være præster i den kristne kirke. Det har kun været mænd, der måtte forvalte sakramenterne. Det var primært mænd, der prædikede og havde sjælesorg. Der har været enkelte menigheder i den tidlige kirke, hvor kvinder havde en lederrolle, ligesom der selvfølgelig har været en rig tradition for nonneklostre, men kvinder har haft en sekundær rolle i den kristne kirke, særligt når det kom til gudstjenesteliv og forkyndelsen.

Det samme på universiteterne, hvor det siden den tidlige middelalder kun har været mænd, der har bedrevet faget teologi indtil for omkring 100 år siden, hvor de første kvindelige teologer kom til. Og således har det primært været mænd, der har forkyndt og formidlet kristendom. At dette har haft indflydelse på, hvordan vi omtaler Gud, er svært at benægte.

Nu kan vi tale om Gud på mange måder. Overordnet kan vi beskrive Gud som en kraft eller en person.

Som kraft lægges der vægt på det dynamiske aspekt af Gud. De mest brugte beskrivelser er Gud som kærlighed, lys, liv, håb, forsoning og så videre.

Som person lægges der vægt på det relationelle, og her taler vi om Gud som en mand og vores fader (alternativer er herre, konge, fyrste og så videre).

I forhold til Sønnen og Helligånden, så var Jesus en mand, men det er ikke fordi, at Jesus var en mand, at han var inkarnationen. Jesu mandlighed kan næppe være afgørende for Jesu guddommelighed. Helligånden beskriver vi også som en mand – talsmand, frelsermand, trøstermand. I England og USA er man i akademiske kredse begyndt at sige ’hun’ om Helligånden, men det er ikke slået igennem i Danmark endnu.

Nu befinder vi os i en tid, hvor der bliver stillet spørgsmål til ikke bare de patriarkalske strukturer, vi har nedarvet. Der bliver også stillet spørgsmål til vores traditionelle kønsforståelse.

Som kirke er vores opgave ikke ’bare’ at forkynde kristendom, men at forkynde kristendom ind i tiden, og ovenstående overvejelser giver anledning til at spørge os selv, om det giver mening at tale om Gud også som en kvinde?

Reducerende og misogyn kønsforståelse

Kritikere af denne tanke blander ofte beskrivelserne af Gud som en kraft med Gud som en person. De påstår, at Gud kun kan være en mand, fordi Gud besidder såkaldte maskuline egenskaber – ofte karakteriseret ved at være aktiv, stærk, robust, handlende og beskyttende (om såkaldte kvindelige egenskaber så karakteriseres som passiv, skrøbelig, svag og delikat, svarer kritikerne sjældent på).

Den canadiske psykolog Jordan Peterson taler om Gud som en særlig maskulin kraft, der ved Ordet befrugter en kaotisk og feminin jord, hvormed Gud skaber orden og struktur i universet.

Herhjemme mener Henrik Højlund, at hvis vi taler om Gud som kvinde, vil det medføre, “at Guds skabelsesvirke knyttes sammen med seksualitet og svangerskab, hvilket uundgåeligt vil lede os i retning af afgudsdyrkelsens klassiske frugtbarhedskult.”

At Højlund tilsyneladende primært ser kvinden som en seksuel fødemaskine, tyder på en forældet kønsforståelse. Ser han mon også sin egen mor, kone og eventuelle døtre og søstre i dette perspektiv?

At argumentere for Guds maskuline egenskaber fører os hurtigt på afveje, da det implicerer en reducerende og misogyn kønsforståelse. Det giver ikke længere mening at tale om særligt maskuline eller feminine kræfter, hverken når vi taler om Gud eller mennesker. Jo, der er forskel på kvinder og mænd, men kigger vi os omkring i dag bliver disse forskelle i stigende grad udfordret af de mange ligheder, der er mellem kønnene.

Andre kritikere peger på Bibelen, hvor Jesus gentagne gange taler om Gud som Abba, der betyder far. Men der er adskillige eksempler både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, hvor Gud bliver beskrevet med feminine termer (som en kvinde, en mor og sågar en høne). Jesus selv fortæller lignelsen om den tabte mønt, hvor Gud bliver lignet med en kone.

Flere feminine gudsbilleder

Desuden er der, når vi taler om Gud, altid en fare for, at vi udelukkende benytter os af gængse, trygge og familiære gudsbilleder. I Jesu lignelser peges der igen og igen på, at vi kontinuerligt må forstå Gud på større og radikalt anderledes måder, end hvad normer og tradition lærer os. Hvis vi altid forestiller os Gud på præcis samme måde, lige så smuk og sand en måde, det kan være, så udelukker vi os for den kontinuerlige og levende gave, som Guds ord er.

Moderate kritikere peger på, at vi benytter os af billedsprog i kirken, og at vi godt ved, at Gud ikke er en gammel mand med skæg, der sidder oppe i himlen. Vi ved godt, at Gud transcenderer vores forestillinger om køn, så er det ikke søgt at begynde at lave om på det nu?

Men hvis kønnet ikke er vigtigt, når vi taler om Gud, hvorfor er det så vigtigt, at vi ikke siger hun om Gud?

Vores sprog og billeder på Gud må fortsat vække forundring, ikke mindst blandt yngre generationer, der har en mere flydende kønsforståelse, men også generelt, hvor det langtfra er alle, der forbinder faderbilledet med noget utvetydigt positivt.

Desuden nytter det ikke, at menigheden skal gætte, hvad vi mener, hver gang vi siger Gud Fader i gudstjenesten. Så jo mere inkluderende gudsbilleder vi benytter os af, jo flere vil kunne forholde sig til dem.

Hvis den eneste måde, vi kan tale om Gud på som en person, er ved at gøre Gud til en mand, så er der også fare for, at vi gør manden til Gud. Hvis selve Gud, himlens og jordens skaber, den almægtige, det højeste og det mest sande, vi overhovedet kan forestille os, kun kan være en mand, så kommer vi nemt til at idolisere manden på bekostning af kvinden og alle dem, der ikke identificerer sig som mænd.

Beriger forkyndelsen

Når vores kultur gennem tiden har været mandsdomineret, har det naturligvis påvirket, hvordan vi taler om Gud. Og når vi som kirke de seneste 2.000 år primært har tilbedt Gud som en fader, så er den kristne kirke også blevet dér, hvor patriarkatet har (haft) sit toppunkt.

Er det ikke på tide at anfægte dette og begynde at tale om Gud også som en kvinde? Ikke at vi bør stoppe med at tale om Gud som en mand, men vi bør også benytte feminine gudsbilleder, ligesom vi benytter kønsneutrale termer – hvilket ordet Gud ret beset er.

Netop i disse år er der igangsat et arbejde omkring en fornyelse af folkekirkens liturgi. Det vil være oplagt, hvis de involverede ser på brugen af køn, når vi taler om Gud. At der bør åbnes for muligheden for også at benytte sig af et inkluderende sprog med feminine gudsbilleder. Ikke sådan at nogen skal tvinges til at bruge det. Det må den enkelte kirke, præst og menighedsråd selv afgøre. Men at muligheden er der.

Selv er jeg i mine gudstjenester begyndt at inkludere feminine gudsbilleder, hvilket beriger forkyndelsen, der får flere lag og nuancer, ligesom jeg oplever, at menigheden tager godt imod det. Vores Bibel og tradition rummer et rigt og mangefacetteret kartotek af gudsbilleder, og det er bare med at bruge løs af dem frem for at låse sig fast på nogle enkelte.

Det handler ikke om, at vi nu skal erstatte fadervor med modervor. Det handler om, at der er en stor styrke i at benytte sig af et inkluderende sprog i kirken, som flere vil kunne relatere sig til. Gud bliver ikke reduceret, hvis vi også siger ’hun’ om Gud. Gud bliver derimod større.

Mød William Salicath.